OKKULTE HISTORIER – OG EN SANG - AF JOHANNE PEDERSEN, SLAGELSE.

Jeg kan ikke huske hvordan vi kom i kontakt med Johanne Pedersen, dér engang midt i 70’erne. ”Vi” er den daværende folkekulturlinie på Skælskør Folkehøjskole. Elever og lærere på linien besøgte mange meddelere, flest i årene fra 73 og 15 år frem, lavede båndoptagelser og skrev rapporter. Materialet ligger nu i Center for Folkekultur i Skælskør.
Johanne Pedersen boede i Slagelse og var på det tidspunkt nær de 80. En meget levende sanger og fortæller. Både Danmarks radio og folkemindesamlingen havde allerede været i gang med hende.
Hun var født omkring århundredskifter og efter flere pladser i huset blev hun uddannet som modist, d.v.s. lærte at sy hatte. Men en stor del af sit liv reparerede hun gamle melsække på dampmølleriet i Slagelse, hvilket, ud over at give til dagen og vejen, også skaffede hende en astmaallergi på halsen.
I denne optagelse med Johanne Pedersen fortæller hun først en selvoplevet spøgelsesoplevelse.
Ingen tvivl om at den er oplevet!  (”Selv nu, når jeg fortæller det, kan jeg mærke hårene rejser sig på mine arme”)
Hør beretningen og lev med. Nedenfor er et par ”tekniske” kommentarer, men hør nu historien først!
Derefter fortæller Johanne Pedersen en nissehistorie hun har fra sin bedstemor. Som troede på den! Og Johanne har jo også oplevet mærkelige ting – ja, hun tror ikke på historien, men der er mere mellem himmel og jord, så man ved jo aldrig….!
Sangen som Johanne Pedersen synger til sidst i dette eksempel, og som hun har fra sin moder, er en folkelig udgave af en vise skrevet af den sjællandske digter Erik Bøgh, men kun første vers er magen til ”originalen”. Hvor resten i Johannes udgave kommer fra ved jeg ikke. (Der er også lidt variation i den kendte og nedskrevne melodi) Det ville jeg gerne vide!
Søren P. Bregendahl

Hør Johanne Pedersen

PS. Her er så et par fortælletekniske kommentarer til Johannes fortællestil:
Læg mærke til hvor meget farver og stof og indretning spiller en rolle i opbygningen af erindringen. Hun er ikke for ingenting uddannet som modist. Ustandselige sidespring til interiøret. Man kan se stuerne klart for sig i løbet af fortællingen! Hun giver sig god tid til kulisserne, detaljerne i rummet! Og det øger spændingen!
Og pauserne bliver længere og mere og mere åndløse jo mere vi nærmer os toppunktet. Jeg tror ikke det er bevidst lavet, som en skuespiller ville gøre. Det er genoplevelse og indlevelse i situationen der ubevidst skaber det. Hun skal lige trække vejret! Det er næsten for meget!
Det er folkelig, (uprofessionel men alligevel...), fortællekunst.
Bipersonerne – fruen og kreaturhandleren – har måske ikke direkte noget med Johannes oplevelse at gøre, men spiller dog en vigtig rolle: Den pæne forkælede frue: ” Jamen lille Johanne hvordan er det dog du ser ud! ” Og så får vi dét at vide. Herren afslører sin grovhed: ”Nu har hun kraftedeme også set den grå dame på Granly!” Og hos ham ligger måske forklaringen på hele mystikken!
Historien om nisserne i Biret (”Biret” er sjællandsk dialekt og betyder ”bjerget”) har åbenbart remtræk tilbage til det 19. århundrede. Måske findes den andre steder i landet!? Men bare den replik om at ”den slags (hovedbeklædninger) syede jeg mange af,” giver den nærvær og bringer lytteren nærmere til at kunne leve med i historien.
Drolen spillemig! Det er jo nok ikke sandt, men på den anden side...!