Hartvig AndersenLÆG VENNER EDERS ØRE TIL
Hartvig Andersen
Hør Hartvig synge første vers af sangen
LÆG VENNER EDERS ØRE TIL
Læg venner eders øre til,
kritte-vitte vit bom bom
og hør hvad jeg fortælle vil:
kritte-vitte vit bom bom
Det var i mine unge år
kritte-vitte vitte-vitte vit bom bom
tog tjenest' på en herregård,
kritte-vitte vit bom bom
Det var en juleaften sød,
kritte-vitte vit….
vi sad og åd vor risengrød,
kritte-vitte vit…
så kommer herremanden ind
kritte-vitte vit…
og gir os alle den besked:
kritte-vitte vit…..
Hvis vi ej var fornøjede
så var det bedst vi føjede
på snosken eller på porten straks
Så falder hans sind vel nok til ro
Hvis han, begynder med den slags,
betales der med renter straks:
vi ene giver, giver to,
så falder hans sind vel nok til ro.
En frue her på gården er,
hun hendes mand er til besvær.
Men hun er også ham til gavn,
for hun os sulter som en ravn.
Vor kokkepige hun er sød,
hun koger svinerumpegrød.
Når grøden den på bordet er sat,
så tar hver mand sin rumpe fat.
Hvor gården ligger er bekendt
i hele Sorø amt bestemt:
Ved enden af Skælskør nor,
der ligger gården Sultenborg.
Hartvig Andersen, Boeslunde, arbejdede på
Gerdrup gods i slutningen af tyverne, -
i forrige århundrede som det jo nu hedder! - Der lærte han den sang. Sikkert i
et muntert lag en sen lørdag aften i folkestuen.
Der findes mange forskellige udgaver af den fra hele landet. Det var herregårdsbørsterne der bragte den – og mange andre - med fra gård til gård og, i øvrigt meget kreativt, rettede dem til så de passede til det nye sted de kom hen. ”For enden af Skælskør nor, der ligger gården Sultenborg” – det er da ikke helt ringe fundet på!
Om så Gerdrup var værre eller bedre end så mange andre herregårde på den tid, og før, må stå hen i det uvisse. Men der var i hvert fald ikke mange godser der ikke havde sådanne sange hæftet på sig.
Central-Georg (Er der mon nogen der kender ham? Han boede på Centralhotellet i Østergade i begyndelsen af 70’erne) Han var gammel herregårdsbørste. Da han engang blev spurgt om hvorfor det altid var på herregårdene at det spøgte kom svaret promte: ”Det er da klart, det var der magten lå!”
Hvorfor de mange herregårdsviser? Vi kan vel bruge Central-Georgs svar også i denne sammenhæng.
Hartvig fortalte at folkene engang, før hans tid, havde taget gryden med grønkålssuppe på en stang og var gået ind til politimesteren i Skælskør med den for at klage over den mad de fik på Gerdrup. Om historien er sand ved jeg ikke, men nu er den i hvert fald givet videre.
Hartvig fortalte også at hans bedstefar, da han blev pensioneret efter at have arbejdet en menneskealder på Gerdrup, fortsat hver dag gik derop og fik sin middagsmad.
Jeg offentliggjorde sangen, sammen med et par andre herregårdsviser, i et årsskrift fra Skælskør Folkehøjskole midt i 70’ne. Og da var der en af skolekredsen medlemmer der blev så vred over at vi kunne trykke sådan en nidvise om Gerdrup -”Dem der altid har behandlet deres folk så godt.” – som han skrev, - at han meldte sig ud af skolekredsen..
Jeg syntes dengang at det var flot at man stadigt kunne tage sådan en gammel protestsang alvorligt.
Men tilbage til sangen:
Den er helt klart lært gennem øret.
Og mangler der noget kan man jo altid lægge sit eget i: ”Hvis ej vi var fornøjede, så var det bedst vi føjede, på porten eller på snosken straks, hvis helst I ønsker denne slags” Det er jo noget sludder – men vi forstår det!! Selv Åkjær kunne finde på at lave sine egne ord og ordstillinger.-Og vi er ikke tvivl om hvad de betyder.
Herregårdsbørsterne skulle jo have luft en gang i mellem. De stod nederst i hierarkiet. Røgteren og malkepigen var bundet til stedet, med bolig, børn og fast indtægt. Børsten skred hvis han ikke var tilfreds med vilkårene - og han var ikke bange for at sætte ord på.
F. eks. gik Hartvig fra Christianshvile i Lundforlund fordi forvalteren slog på hesten da han ikke ville ride hjem fra marken i galop. Farvel! Det finder jeg mig ikke i!
Så gik han til København. Den tur tog et halvt år, men det er anden historie.
Senere blev Hartvig jo en mere rolig familiefader, med Ottomine og fire børn og mere eller mindre fast arbejde som jord og beton og slagteri og lign. I halvtredsere hvor herregårdene og landbruget blev mekaniseret og folkeholdet skåret voldsomt ned..
Men han kunne stadig huske sangen i halvfjerdserne og firserne..
Og han kunne synge den - rablende falsk – hvis man skal måle det efter normal musikopfattelse. (Alligevel: På samme ”falske” måde hver gang! – er det så forkert? Falsk? Jeg ved det ikke.)
I dag er der kun to mennesker i verden der kan synge den sang – rigtigt! –
Det er Hartvigs søn, Hans C. Andersen, og så mig.
Og vi gør det gerne!
Ligeså falsk og entusiastisk som Hartvig.
Kritte vitte vit bom bom!
Søren P. Bregendahl
Center for Folkekultur, Skælskør