KROGSDALSGÅRDEN

 Ottomine Andersen

Hør Ottomine synge et  vers af sangen

Den første dag på Krogsdalsgården der får vi risengrød

den første dag på Krogsdalsgården der får vi risengrød

og grøden er sveden så den er næsten rød

traveli og traveli og lej, traveli og lej

og grøden er sveden så den er næsten rød

traveli og traveli og lej,  traveli og lej

Den anden dag på Krogsdalsgården der får vi svinekød

det er af den so som af sorte pest er død

Den tredje dag på Krogsdalsgården der får vi nældekål

det er af de nælder som på grøften stod i fjor

Den fjerde dag på Krogsdalsgården der får vi oksekød

det er af den ko som af hungersnød er død

Den femte dag på Krogsdalsgården der får vi hønsekød

det er af de høns som af tuberklerne er død

Den sjette dag på Krogsdalsgården der får vi øllebrød

det er af de smuler der faldt fra herrens bord

Den syvende dag på Krogsdalsgården der får vi ingenting

der lever vi af ja det klare brændevin

Hvis nogen nu vil vide hvem sangen er digtet af

så er det af de karle der på Krogsdalsgården har tjent

I sidste nummer af Jul i Skælskør var en lokal herregårdsvise som den blev sunget af Hartvig Andersen, Boeslunde. Hans kone Ottomine blev en kendt sanger i folkemusikkredse, med et stort repertoire af muntre og sørgelige viser. Hun kunne også en herregårdsvise som hun havde lært, som barn, af sin storebroder. En vandrevise hvor sangeren kunne bytte rundt, trække fra, lægge til og lave om efter lyst, evner og situation. Og hvor hovedtemaet er maden. Det er nok den mest udbredte herregårdsvise i Danmark. Og ingen af udgaverne er ens. Her er det Krogsdalsgården det handler om. Det kunne være en hvilken som helst anden gård.

Da vi første gang på højskolen hørte Ottomine synge visen var den som ovenstående. Rækkefølgen af versene var tilfældig. Dog ikke 6. dag: Lørdag fik man altid øllebrød af ugens rester. Syvende dag var sommetider fridag, så det skulle fejres.

Efter et par år afslørede en af hendes sønner at hun faktisk kunne to vers mere. Hun nægtede længe at synge dem. Men efter at have lavet dem lidt mere stuerene gav hun til sidst efter og tog dem med:

Hvis nogen synger visen og lægger noget til

de skal ha øl og brændevin og kaffe når de vil

Hvis nogen synger visen og trækker noget fra

de skal ha ris i røven og næsen skåret af

Det er en slags kliche-slutvers som bruges i masser af andre skæmteviser. Selv på sine gamle dage kunne Ottomine ikke dy sig for at putte et nyt vers ind som hun havde hørt i en anden udgave:

Den ottende dag på Krogsdalsgården da døde Gammelmor

Så pakkede vi ranslerne og ud af gården fór

Ottomine kom ud at tjene da hun var 11 år. Hun blev ved i 60 år, ude og inde, til hun sluttede på Julemærkehjemmet. Her er en mundret beretning fra et af arbejdsstederne hun var på som ung, (nedskrevet fra båndoptagelse af Bent Døssing):

”Jeg var på Pilegården på Lolland

- jeg er jo fra Lolland a´-

hos en ritmester

og - der var jo da de her syv karle og en dreng og en fodermester

så var vi tre piger

så var der ritmesteren og hans kone og de havde en hel del børn også

og - ja man kunne godt sige

sådan en dag hvis man sku bage pandekager

så sku der fire æg i pandekagerne ind til herskabet

og så skulle de bages -

vi brugte sødmælk

men - til borgerstuen - altså til hele folkeholdet

det var skummetmælk blandet med vand og ingen æg i

så det var fakta kun melklister der blev stegt på panden

men det var altså hvad man fik og lave til

det var ikke anderledes

det var altid - altså det bedste ind til herskabet

og så ringere til folkene som sku bestille noget

det var jo altså - det var bare sådan dengang

det var man så vant til

nåh ja - jeg skal da indrømme det ku sgu da ske hvis herskabet var væk

at så en eller anden af mandfolkene derude fra gården

så havde de jo været henne og hitte en hønserede

så kunne man jo godt hitte på og give dem et spejlæg til aftensmad

det er det man kalder simpelt tyveri

men hvad gør man ikke mange gange når de lever dårligt

der var jo en slags frimureri mellem karle og piger dengang - ikke sandt?

de skulle altid have noget ekstra godt når der ikke var nogen hjemme

for det var ikke så godt det de fik når de var der”

Søren P. Bregendahl

Center for Folkekultur, Skælskør.