Lars Peder havde ikke opgivet noget egetforbrug i sin selvangivelse til sognerådet, så de satte selv hans forbrug til 5.000. Næste år doblede de op til 10.000. Ingen reaktion fra Lars Peder. 3. år doblede sognerådet op igen: 20.000 kr. Stadig ingen reaktion fra Lars Peder. Det syntes sognerådsformanden var lidt mærkeligt, så han besluttede sig til at tage ud og snakke med Lars Peder om det. Efter lidt udenomssnak gik sognerådsformanden til biddet og spurgte direkte om hvad Lars Peder mente om denne sidste forbrugsansættelse. Lars Peder tøvede lidt, vendte skråen, kiggede ud over de 15 tdr. land og svarede: "I nærmer jer… I nærmer jer!"

Evald Tang Kristensen blev degn i Jylland da han var færdig på seminariet engang i 1800-tallet. Han skulle bl.a. forestå kirkesangen. Det var lidt svært, for menigheden sang ikke salmerne helt som han havde lært dem på seminariet. Lige meget hvor meget han prøvede, så hjalp det ikke (Han havde ellers mesteren i folkelig sang, Berggren, som autoritet bag sig). Så besluttede han sig til at rette sig ind efter menigheden i stedet for at fremture. En dag kom formanden for menighedsrådet på besøg, og bl. a. kom de i snak om kirkesangen. Hvordan menighedsformanden syntes det gik? "Joh…"sagde han tøvende, "Du nærmer dig, du nærmer dig." (Siden optegnede ETK folkeminder som de var og ikke som han syntes de skulle være. Og det gav ham i øvrigt meget modgang hos de lærde.)

Jeg ved egentlig ikke hvad de to historier har med hinanden at gøre. Men det er måske noget med "Nedefra og op" – og ikke "ovenfra og ned." Hvis du forstår…..

"Sangforeningen Solopgang" er en flok pensionister der mødes en gang om ugen i det lokale ældrecenter for at hygge sig med fællessang. Nye og gamle viser og sange. Navnet refererer til en af vores yndlingssange som Ella Heiberg sang i en film af samme titel i begyndelsen af 30’ne. Sommetider tager vi ud i ældresammenhænge for at underholde lidt og sætte gang i fællessangen, men det er ikke så vigtigt. Det handler først og fremmest om fællessang til egen glæde. Min rolle er at spille til. Og selvfølgelig også at komme med nye sange og følge op på ideer fra gruppen. Når vi tager fat på en ny sang er det mig der bestemmer. Jeg har jo noderne og ved hvordan sangen skal synges! Så spiller jeg ret kraftigt på pianofortet og prøver at styre indlæringen: " Hør lige det her sted! Prøv igen! I nærmer jer, I nærmer jer!"

Men på et tidspunkt må jeg give op. Den synkope, den hopsa-node, den lange tone, det spring i melodifrasen – det kan jeg godt glemme. Og så er det min tur til at nærme mig. Mit akkompagnement reduceres til det minimale og retter sig ind efter sangerne. Nu er det sangerne der bestemmer.

Sommetider ærgrer det mig lidt at de ikke fik lige netop den lille finesse med i den gode melodi. Men melodien er stadig god, ja på mange måde bedre, for nu er den gået ind i den folkelige sangtradition og bliver sunget af hjertens lyst! Og ikke kun som komponisten og læreren ville have den. Og hvad der er lige så vigtigt: Ordene kommer frem.

Hånden på hjertet: Er der nogen der synger slutfrasen i "Det er i dag et solskinsvejr" som Poul Schierbeck har komponeret den og som den er noteret i Højskolesangbogen? Garanteret ingen!

Hvad ville "Jeg sejled' op ad åen" være, hvis ikke "Åen" blev sunget med et raketagtigt glissando, som i hvert fald ikke er lært af en musiklærer. (Hun ville i øvrigt nok heller ikke drømme om at synge med på den.)

Og nu vi er i Idrætsparken: Havde vi ikke så småt ladet "Der er et yndigt land" glide ud af sangskatten, hvis ikke vi pludselig oplever 30.000 mennesker spontant bryde ud i den, uden opfordring og akkompagnement, efter andet mål mod Luxembourg. Whau! Det er fællessang der vil noget!

Er der nogen fællessang-ansvarlig som endnu ikke er gået over til Sebastians melodi til "I Danmark er jeg født"? Og som ikke har lavet bare lidt om på den i forhold til hvordan den er nedskrevet og Sebastian selv synger den? Den skal nok komme med i næste udgave af Højskolesangbogen (men næppe med de folkelige ændringer i melodien som den hidtidige brug har ført med sig.)

Det PH slutter med at sige i sangen om sproget (som sædvanligt noget provokerende - Højskolesangbogen nr.121), kan nemt overføres til at handle om den folkelige fællessang:

"Det fine mennske, det sjældne digt
la’ dem beholde det skrevne ord.
Men det er brugsværdien i din og min mund
sproget står og falder på:
Det talte ord."

Søren P. Bregendahl