Følgende artikel blev bragt i Skælskør Jul 1996. Men vi er stadig interesseret i at høre fra andre som kender visen "fra det virkelige liv" Vi har mange flere indgående oplysninger om sangen, hvis du er interesseret."
Her er en sang der handler om en mand der mangler sul til et barselsgilde. Så går han ud i skoven og skyder en buk. Men hans kniv er sløv og han må hvæsse den Så går han videre og møder nogle fæle hunde og nogle kvinder der danser,. Så kommer han til et tomt hus og så er sangen slut.
Sku’ det nu være noget særligt.
Nej såmænd. Ikke som den fremstår her. Oven i købet er det jo de færreste der har glæde af noderne så man kan få melodien med.
Men der er alligevel nogen der har fundet det ulejligheden værd at skrive den ned, og hvad der er endnu vigtigere: nogen der kan den udenad og gider synge den. Fra i hvert fald for 200 år siden rundt omkring i norden og helt op til 1996. I Skælskør og omegn.
Jeg skal ikke prøve at give en forklaring hvorfor det er tilfældet. Men jeg trækker sangen frem her, fordi dens historie fortæller meget om at folk til alle tider - selv i vores massemedieoverunderholdningstid - bevarer, bearbejder og bruger gammelt overleveret stof til gensidig oplevelse og underholdning. Helt udenom de almindelige påvirkninger fra f. eks. skole, sangbøger, plader, film, TV, video osv.
Center for Folkekultur er et projekt i kommunalt regi. Formålet er at indsamle (optage, nedskrive, fotografere m.v.) stof som såkaldt almindelige mennesker kan og bruger: Sang, musik, dans, leg, historier, erindringer. Og sørge for at de ikke bare bliver bevaret, men så sandelig også bliver vist frem og brugt, så flere kan blive opmærksom på alt den kreativitet og kunnen der ligger og roder rundt mellem mennesker, udenfor mediernes opmærksomhed og påvirkning.
En dag i foråret var et par af medarbejderne fra Center for Folkekultur på besøg hos Louis og Ida Iversen på Omø. Det var egentlig mest for at snakke egnsretter, men selvfølgelig kom vi også ind på sange. Var der noget særligt på Omø? Og så begyndte Louis og Ida på Lars Nielsens Barselsgilde. Det kneb med teksten, helt uforberedt som situationen var. Men ved fælles hjælp gik det. Senere fik vi en nedskrift af teksten, lavet i 1972 af Hans Peter Nordmand Hansen, Omø, der havde den fra sin svigerfar Niels Larsen fra Fejø.
Hjemme igen kaster vi os over arkivmaterialer og finder ud af at sangen første gang i skriftlig form dukker op i Danmark som flyvebladstryk i begyndelsen af forrige århundrede og at den i en periode har været ret udbredt. På Dansk Folkeminde- samling kan de fortælle os at Evald Tang Kristensen, der vandrede Jylland tyndt i slutningen af 1800-tallet og indsamlede folkeminder, har mere end 30 nedskrifter af sangen. Den seneste lydoptagelse af den i Dansk Folkemindesamling er fra 1963 og vistnok kun med brudstykker.
Så det var jo spændende at en så gammel sang pludselig dukker op på Omø i levende tradition. I formen er der remtræk helt tilbage til Middelalderen eller før: I folkevisen synger man "Og dansen den går så let gennem lunden". Af uransagelige grunde kan det nemt blive til: "Så rejser vi så sent igennem lunden". Og i de nok mere end 50, meget forskellige udgaver af sangen de har i Dansk Folkemindesamling går det også igen i dem alle at én af linierne skal tales/råbes. Der er rig lejlighed til improvisation og skæg og ballade.
Således oplivet, som en sommerfugleelsker der pludselig finder et sjældent eksemplar i sin have, selvom det jo slet ikke kun går ud på at finde sjældne eksemplarer, snakker man jo vidt og bredt om det. Også til Stig Thorup Rasmussen. Han siger bare: "Den dér, den kender jeg da godt. Den sang min farfar. Han kom fra Thorup i Vestjylland. Og den har jeg for øvrigt sunget for dig for 15 år siden. Men jeg kan da godt gøre det igen".
Og det gør han så, en formiddag i en fritime. Uden at have set Omøudgaven. Så nu har vi endnu en optagelse af sangen. Og det viser sig at både melodi og tekst ligger så tæt op ad Omøudgaven at det ikke kan betale sig at skrive denne udgave ud også. Las Nielsen hedder Las Nilen, men teksten er ellers, vers for vers, de samme.
Én udgave fra Thorup i Vestjylland (fra en mand som har været soldat i Holbæk), og én fra Fejø (som muligvis også har været soldat i Holbæk), begge havnet i Skælskør. Og de er nærmest identiske. Hvordan kan det forklares? Er det Holbæk?
Og nu har sommerfugleelskeren fået sat endnu et eksemplar på nål af den sjældne sommerfugl, som sidst blev set (hørt) i 1963
Som jeg antydede i begyndelsen: De døde eksemplarer på nålene er ikke nær så smukke og spændende som de levende. Men de kan måske bidrage til at gøre os opmærksomme på de mange lignende og lyslevende eksemplarer der svirrer omkring os hver dag. Sådan at vi lægger mere mærke til dem, også selvom de ikke er så sjældne.
Og så, her til slut, alligevel et bud på hvorfor sådan en sang er blevet bevaret og stadig lever. Hvorfor Stig, Louis og Ida og deres familier stadig synger den.
Stig, som altså har sangen fra sin farfar, siger noget om det på båndoptagelsen:
"Det er noget med nogle familiebånd dér, som har noget med éns identitet at gøre.
Det betyder noget for mig.
Det gør det altså.
At have sådan nogen ting med.
Og erindring også.
Man får nogen billeder inde i hovedet hver gang man har fat i den sang.
Får nogle billeder af nogen rum.
Dér hvor de boede dengang.
Sådanne nogle billeder kan man næsten kun danne ved at have noget andet noget der sætter noget i gang i hovedet på én.
F. eks. at synge sådan en sang.
Det laver nogle billeder der ikke kommer hvis man bare snakker om det.
Jeg ved ikke hvad det er der gør det,
men der sker noget andet oppe i hovedet på én.".
Søren P. Bregendahl
Center for Folkekultur Skælskør