TRUELSES DØTRE

Da arkæolog Henning Nielsen ved et biblioteksarrangement for nyligt skulle fortælle om middelalderudgravningerne under det nedrevne Wienerbageri og jeg blev bedt om at bidrage med nogle lokale fællessange, var det oplagt at jeg tog fat i Myse-Ellen og et par af hendes sange.

Myse-Ellen boede i Magleby fattighus fra 1832 til 1855. Hun var kendt på egnen som sanger.

Fiedler var godsejer på Sevedø. Han interesserede sig for gamle sange. Han lod Myse-Ellen kalde op til sig så hun kunne synge for ham. Han skrev så sangene ned i ord og noder.

Nedskrifterne og tilhørende kommentarer sendte han til sin gamle lærer på Sorø Akademi B.S. Ingemann, som igen sendte dem videre til Svend Grundtvig. Grundtvigs bibliotek af tilsendte folkeviser, sagn, eventyr m.v. blev senere grundstammen i Dansk Folkemindesamling. Her kan man i dag finde Fiedlers brev med Myse-Ellens sange, skrevet i 1847

Fiedler fortæller at folk på egnen foretrak Ellens nyere sange. "De gamle sange – Truelses Døtre undtagen – kimser man ad…"

Jo, Truelses Døtre ville man gerne høre.

Det var jo nemlig en sand historie om hvad der var sket for mange år siden, netop her på Stigsnæs:

90 år senere fortæller Christian Jespersen, Tranderupgård – i øvrigt født året efter at Myse-Ellen døde - historien om Truelses døtre sådan som han har hørt den:

 

"I en af de nu nedrevne gårde på Østerhoved, ja stuelængerne står der endnu og i den ene bjælke er indhugget årstallet l6o1, boede engang for mange år siden en mand ved navn Per Bondefoged. Han skal selv have bygget østre længe, som var af meget svært egetræ; samt østlige længe af stuehuset med årstallet l6o1 i bjælken.

Per var bondefoged på Stigsnæs (Borreby gods). Han havde i sin ungdom faret til søs og havde tjent mange penge efter den tids skøn. Hans gård var præget af stor velstand. Han havde to døtre som en aften gik til julemesse i Magleby kirke. På vejen blev de overfaldet af to røvere, der slog dem ihjel og stjal deres smykker. Dagen efter gik røverne ned mod stranden til deres skibe der lå der. De kom forbi Per Bondefogeds gård hvor vejen endnu går. Der gik de ind for at købe mad. De blev beværtet på bedste måde. Bagefter udbød de nogle smykker til salg. Manden så straks at det var hans døtres. I al hemmelighed sendte han bud ud efter folk med våben og de to røvere blev fanget og måtte lide en skrækkelig død på samme sted, hvor de havde myrdet pigerne. Der blev de også begravede.

Gamle folk fortalte at der i deres barndom stod et stort egetræskors på stedet. I 1875-78 blev stedet ikke pløjet, men lignede nærmest en 11 alen høj, lo-12 alen lang og 4-5 alen bred gravhøj. Det lå kun 30-5o alen indenfor Magleby markskel, en halv snes alen til venstre for hvor den gamle kirkevej gik. På Stigsnæs kunne de gamle koner en vise om hændelsen, og man kunne høre af den at den onde gerning havde gjort et dybt indtryk på befolkningen i den tid.

På gården havde de endnu, da jeg kom der, mange dejlige ting: kobberfade, messingkar, tintallerkner og krus med sølvlåg. Det hele senere solgt til spotpris til omløbere".

Og så Myse-Ellens udgave:

 

Truelses døtre de vare tre;
- mens urterne gro –
De dejligste skønne man for øjne mon se.
- De leged’ med ædelig elskov –

Så gik de dennem til senge,
der sov de alt for længe.

Den yngste datter hun vågnede op:
"Nu haver vi sovet vor ottesang bort!"

"Har vi nu sovet vor ottesang bort,
så bliver det nok ikke for bedste vort."

De lytted efter den lille lærke,
så klædte de dem udi silkesærke.

Så tog de dennem det røde guld,
ja, deres fingre de satte alt for fuld’

Så gik de dennem i høje stue,
en silkekjole de på dem drog.

Så gik de dennem i højenloft,
en silkekåbe de over dem drog.

Så tog de deres handsker på,
så ville de dennem til kirken gå

Og der de kom til borgerled,
der stode tre røvere at hvile derved.

"Velkommen, velkommen, tre skøn jomfruer hid
Nu haver vi stået her længe at bie."

"Har I nu stået her længe at bie,
så bli’r det nok ikke for bedste vor."

"Enten vil I være tre røveres viv,
eller og I vil lade jert unge liv?"

"Nej, hverken vil vi være tre røveres viv,
heller vi vil og lade vort unge liv."

Men først måtte de være tre røveres viv,
og så måtte de og lade deres unge liv.

Så tog de røvere det røde guld på,
så spurgte de vej til Truelses gård.

Og der de kom til Truelses gård,
der stod Truelses frue, var svøbt udi mår.

"God aften, god aften, hr. Truelses frue,
og vil hun låne os hus i nat?

Og vil hun låne os hus i nat,
så skal hun vist få det røde guld at se."

"Det sidste jeg det røde guld så,
der havde mine egne døtre det på."

Ja, det blev ophævet alt med en hast,
ja, de blev ført til slottet med en fart.

De to blev lagt på stejler og hjul.
Den tredje han fik og så hård en død.

Smukke unge damer, voldtægt, mord, blod og hævn. Den er god nok. De har holdt vejret i Magleby fattighus når Myse-Ellen gav den til bedste. Alle vidste hvor gården lå, og Skidenled, hvor forbrydelsen blev fuldbyrdet, kendte enhver.

Fattighuset i Magleby

Det gør vi også i dag. Men desværre ved vi også at det samme drama kan stedfæstes mange andre steder. Ikke blot i Danmark (f. eks. på Møn) men også i Sverige og Norge og mange flere steder i Europa. Her har man figurer i
kirkemure, kors ved kilder og meget mere der"beviser" at det var her det skete. Og balladen om Truelses døtre er vidt udbredt –nogle lægger vægten på døtrenes letsindighed (som hos Myse-Ellen) andre på en familietragedie hvor røverne viser sig at være Truelses sønner der engang er blevet ham frarøvet.

Har man gyst i de små lavloftede, halvmørke stuer på Stigsnæs for 150 år siden, så er det sværere at få hårene til at rejse sig med sådan en vise i dag. Men historien er jo god nok. I 60’erne lavede Ingmar Bergman en film, Jomfrukilden, over en svensk udgave af balladen.

 

Af Søren P. Bregendahl

Til toppen af siden