VED NORET DET LILLE

1. Ved noret det lille der ligger Skælskør
med fjorden derude og Kobæk med mer'
og Stigsnæs hvor sørøver' levede før
ja lige der op til der ligger Skælskør.

2. Der bor også fiskere her i Skælskør
og bundgarn de sætter helt ned til Korsør.
Dér har vi jo været en sommer engang,
hvor Ditlev han mased' og Toudahl han sang.

3. Og Lauritz og Frede de var også med,
de sang og de tralled' imens at de sled.
De hev og de haled’ i tovværk og garn
og svedte og stønned' "Hvor er den dog varm!"

4. Dog kneb det for Laurits da jollen den sank
"Ak, kommer jeg aldrig til Skælskør engang."
Mens Cassen går ud for at frelse i land
så får han vel redningsmedaljen engang.

5. Og Holger skal selvfølgelig også ha' lidt:
Han går så stilfærdigt og slider med sit.
Og Pedersen tidligt om morgenen kom
med sin pibe i munden, under armen sin bom.

6. Vort arbejd' er sluttet og visen er endt.
Det er jo kun hvad der i efteråret er hændt.
Et godt fiskeri giver livet kulør.
Det siger jo fiskerne her i Skælskør.

Denne sang er skrevet engang i 30’erne, som lejlighedssang til en fest i et bundgarnsfiskerlaug i Skælskør.
Der er ingen der i dag rigtig vil kendes ved forfatterskabet til sangen.

Men flere kilder peger på Thora Brodersen, som var gift med fiskeren Anders Brodersen. Thora er i dag 103 år. Hun mindes ikke selv at hun har skrevet sangen. Men herregud, det var jo heller ikke noget særligt – en lille lejlighedssang til et muntert lag i anledning af sæsonens afslutning.

Der er bare det ved det, at sangen har levet videre og stadig synges den dag i dag i Skælskør.
Og det er jo interessant.
Normalt synges en lejlighedssang én gang, til fælles hygge og glæde. Og så aldrig mere igen. Men denne her synges altså stadigvæk, 70 år efter!

Den er indsunget af Frede Ditlevsen på et af Skælskørbåndene, som udkom i slutningen af 80’erne. Og den er lige kommet igen på cd, i Laurits Ditlevsens udgave, Men frem for alt: Den synges stadig ved festlige lejligheder i kredse der står fiskeriet i Skælskør nær.

At være bundgarnsfisker er fast arbejde: Ud og passe og røgte de garn der er sat de sædvanlige steder langs kysten. Hver dag. Uanset vejr og vind. For at fange de fisk der, alt efter årstiden, gerne skulle komme: Makrel, sild, ål, hornfisk og, forhåbentlig hele året, fladfisk og torsk. Reparere garn, lave pæle til, sætte op og tage ned. Hjem til fyraften. Og håbe på at ryggen holder.

Andre fiskere må ud når vejret tillader det og opsøge og jagte fiskene hvor de tror og håber at fiskene er, og så fange dem med vod og trawl.

For 100 år siden havde stigsnæsbønderne en god ekstrafortjeneste ved at fange fisk, især ål, i deres hjemmegjorte ålegårde, pileflettede hegn ud i fra kysten, der ledte de trækkende ål ud i pilekurve, hvor de så kunne samles op. Så smed bønderne fangsten op i en høstvogn med halm, hvor de lå og ”svømmede” rundt, og så blev de solgt rundt om på egnen.

I 30’erne, 40’erne og 50’erne drev Karl Toudahl, Valdemar Ditlevsen (vers 2) og Johannes Pedersen (vers 5) bundgarnsfiskeriet på kysten fra Kobæk til Korsør. Derefter blev materiel og fiskerettigheder overtaget af yngre folk, bl. a. Holger Jensen.

I dag har lodsejerne langs kysten ikke længere rettighederne til bundgarnsfiskeriet. Alle registrerede fiskere kan være med, men denne form for fiskeri er gået meget tilbage. Det er virkeligt hårdt arbejde, og ålene, som er hovedkilden for indtægterne, bliver færre og færre.

- Læg i øvrigt mærke til at på vandet hedder det ”ned til Korsør”(vers 2) – og ”op til Omø” – også i dag! Findes der mon en forklaring på den talemåde?? -

En grund til at den stadig lever er måske at der stadig bliver fortalt historier om de fleste af de personer der nævnes i sangen. Og selvom det efterhånden er de færreste der ligefrem kan se dem for sig under afsyngningen, så er der, for mange flere, masser af atmosfære omkring navnene. En bekendthed som skyldes deres ry. Og dertil en indforståethed med vilkårene for deres arbejde.

Det skete vistnok da Frede Ditlevsen skulle indsynge den til de skælskørbånd som udkom i forbindelse med Skælskørs 800 års fest. Her satte man Frede (vers 3) ind i stedet for den mere ukendte Viggo. Og Holger blev sat ind i stedet for Johannes! (vers 5)

Frede døde for et par år siden og mange skælskørborgere kender ham. Han kunne for så vidt godt have været med i lauget i 30’erne, men var det ikke fordi han ikke rigtig kunne med sin far, Ditlev (vers 2).

Holger lever stadig i bedste velgående. Er fyldt 90, og kunne også godt have været med i 30’erne. Da var han imidlertid lastbilschauffør og falckmand. Han begyndte først at fiske i 40’erne og i 1953 overtog han sin svigerfars (Pedersen, vers 5) bundgarnsrettigheder og –materiel..

Men for den sags skyld kunne det jo godt have været rigtigt. Og man skal som bekendt ikke genere en god historie med sandhedskriterier! Det gælder jo også om at forny sig!

Laurits og Frede (Ditlevsen, vers 3) var Valdemar Ditlevs sønner og var i øvrigt kendt for deres sangstemmer.

Vers 4: På vej hjem med en jolle på slæb, overlæsset med garn, springer Laurits ombord og jollen kæntrer. ”Cassen”, som kommer ham til undsætning er Poul Carstensen.

Holger (vers 5) Jensen er, som nævnt, sat ind i stedet for Johannes. Pedersen, Holgers svigerfader, også kaldet ”Barberfiskeren”. Johannes Pedersen var den der stod for regnskaberne.

Og, endelig, for den yngre læsers skyld: En ”bom” er en oval madkasse af træ.

Melodien til sangen kender jeg ikke andre steder fra. Heller ikke på Dansk Folkemindesamling kender de den, men de siger at den er i ”folkelig tradition”.

Søren P. Bregendahl, Center for Folkekultur, Skælskør. Med hjælp fra Holger Jensen og Egon ”Pølsemand” Jørgensen.